Viva Las Vegas

Efter at have udsat os selv for tørken i Death Valley, smuttede vi mod “vindernes by”, Las Vegas. Gustav havde besøgt byen for et par år siden, så derfor vil jeg beskrive mit første indtryk af byen, hvor næsten alt er legalt. Vi ankom forholdsvist sent om aftenen, hvor man inden ankomsten kunne fornemme skarpe lys fra en bestemt del af byen – naturligvis Las Vegas Boulevard også kaldet The Strip. Det var ret overvældende at ankomme til The Strip, hvor vores hotel New York New York befandt sig på, da alle hoteller var af enorme størrelser. Facaderne var helt ekstreme – vores hotel var fx formet som NYC’s skyline med frihedsgudinden inkluderet. Andre hoteller som fx Paris, havde Eiffel Tårnet opført udenfor og sådan var alle hotellerne omkring vores område. Efter at have indlogeret os på hotellet gik vi en lille tur ned i lobbyen, hvor man samtidig befandt sig midt i et stort kasino-helvede. Lydene fra spillemaskinerne, de mange mennesker og lydene fra barerne i samme lokale var ret så overvældende. Vi bevægede os derfor ud på The Strip, hvor vi trods den sene ankomst stadigvæk havde omkring 45 graders varme. Heldigvis faldt temperaturen i løbet af natten “helt ned” til 35 grader, da vi jo befandt os midt i Nevadas ørken.

Den første dag brugte vi på at kigge lidt rundt i byen. Som Gustav havde fortalt mig, var noget af det spændende at kigge rundt på de forskellige hoteller – hermed gjort! Hotellerne i Vegas minder meget om hinanden, dog er nogle hoteller selvfølgelig endnu mere vilde end andre. Hotellernes opbygning af ret simpel – på stueetagen har man et kæmpe kasino, en masse barer, forskellige restauranter og yderst højt til loftet. Hvis hotellet er lidt større, er der indrettet et stort shoppingcenter samtidig, hvor der også kan foregå forskellige opførsler i form af sang eller teaterstykker. På vores hotel havde vi på 1. sal en kæmpe spillehal, hvor børnene kunne boltre sig i spillemaskiner mens deres forældre forgældede sig nedenunder. Ud over det havde New York New York naturligvis også en lille rollercoaster på taget, som man også kunne prøve, hvis man kedede sig i kasinoet, i spillehallen, i baren eller etc..!!
Efter at have vandret lidt rundt på de forskellige hoteller, og tabt kæben flere gange over deres indretning, drog vi en lille tur ud i byen. Vi havde om dagen talt lidt med en form for ung-rejs guide, som forsøgte at lokke os med på en pubcrawl, som han mente ville være liiige noget for os. Derfor havde vi lommen fyldt med flyers over forskellige barer, som man kunne afprøve i sin tid i Vegas. Vi besluttede os dog for at kigge nærmere på Coyote Ugly baren, som lå på vores hotel. Baren var naturligvis skabt på nøjagtig det samme koncept som filmen, hvor der er dansene piger på bardisken og fællessang til den store guldmedalje. Vi besluttede os for at drikke et par øl og derefter smutte videre ud i nattelivet. Efter et par øl blev Gustav og undertegnet af uransagelige grunde enige om, at det bedste lige pt. ville være at tage på Gentlemens Club. Vi fik derfor fat i en taxa, som kunne køre os ud til den bedste klub i Las Vegas. Taxachaufføren var naturligvis rigtig flink, og kørte os ud til Larry Flynts Hustler Club, som lå en 5-10 minutters kørsel fra hotellet. Jeg vil ikke gå i detaljer med aftenen, men det kan da siges, at vi sjældent har følt os så populære og vellidte. Klubben bød på klassisk “dans op ad pæl” og man fik tørret hænder af damer, når man havde været på toilet (yderst god service, som måske kunne inspirere nogle læsere?) Efter en fornøjelig stille og rolig aften kan det oplyses at en af os gik derfra ca. 200$ fattigere (om det har været tip på Coyote Ugly, eller ekstra services på Hustler Club vides ikke).

Morgendagen derpå stod på en god morgenmad på McDonalds, og samtidig blev der slappet af ved poolen på vores hotel. Alt i alt var denne dag ikke vores mest aktive dag, hvilket måske skyldes nattens udskejelser. Dagen bød dog på et lyspunkt, da Gustav besluttede sig for at prøve Panda Express, som er en af USA’s mange fastfoodkæder. Kæden serverer kinesisk mad til billige penge, og i modsætning til McDonalds er alt friskt. Det kan derfor anbefales at bruge Panda Express, hvis man en dag skulle befinde sig på en highway i USA. En vigtig ting omkring denne dag, som jeg netop var ved at glemme, er at vi nu har fået vores Ford Edge tilbage!!!! Gustav og jeg havde ikke været helt tilfredse med vores nye Chevrolet, og kontaktede derfor National. De fortalte os, at vi kunne køre ud i Lufthavnen og hente en anden bil – hermed gjort! Det var en meget rørende oplevelse af få vores rigtige bil tilbage. Derfor skal det ikke afvises, at vi trillede en lille tåre, da vi kunne ane Ford Edgen komme spindende imod os.

Vores sidste dag inden afrejsedagen brugte vi på at køre en tur ud fra Las Vegas. Vi havde fået anbefalet en naturpark kaldet Zion, som lå ca. 300 km nordøst. Parken er ligesom mange af de andre parker i USA et imponerende syn af flot naturlandskab, hvilket også kan ses på billederne. Efter vi kom hjem fra Zion, tog vi op i Fremont Street, som er den gamle bydel i Las Vegas. Gaden er overdækket med en kæmpe skærm, hvor der vises forskellige koncerter på. Fremont Street har igen masser af kasinoer, men samtidig er der også en del koncerter rundt på gaden. Efter lidt tid besluttede vi os at smutte ind til The Strip og få en Old Fashioned Whisky Cocktail på en bar, og dermed kalde det for en succes(bekomstnings)fuld tur til Las Vegas.

/Simon


Posted

in

,

by

Tags:

Comments

Leave a Reply